Hvad er tape?
Tape kan defineres som et bæremateriale belagt med klæbemasse. Tape er selvklæbende, forstået på den måde, at den klæber til en given overflade ved kontakt med og let tryk mod overfladen.
I modsætning til en traditionel sammenføjningsmetode som lim kræver tape ingen tørre- eller hærdningstid.
En vigtig bestanddel at mestre i produktionen af tape er klæberen. Den skal være elastisk nok til at kunne tilpasse sig og binde på hele den flade, som tapen skal klæbe til.
Samtidig skal klæbemassen være fast nok til at egne sig til langvarig brug. Med andre ord er klæberens viskoelastiske
egenskaber vigtige.
Der ligger en betydelig teknisk ekspertise bag moderne tape og brugen af samme - hvilket er nemt at undervurdere, da tapen i mange tilfælde er usynlig i det færdige produkt. F.eks. bliver næsten alle komponenter i mobiltelefoner og tablets (f.eks. mikrofoner, højttalere, skærme og kameraenheder) monteret ved hjælp af dobbeltklæbende tape med høj ydeevne.